Anbringelse udenfor hjemmet uden samtykke er en MEGET alvorlig beslutning – men behandles det sådan?

FB_20150304_15_11_45_Saved_Picture

At fjerne et barn fra dets forældre, og et sæt forældre fra et barn, er et voldsomt indgreb i en families og et barns liv. Med omfattende og livsvarige konsekvenser. Det er en temmeligt alvorligt og vidtrækkende beslutning at træffe.

Det er ikke og må aldrig blive et arbejde som bare skal overleves og overståes – det handler altså om rigtige levende børns, søskendes, forældres og families virkelighed og skæbne. Som påvirkes KRAFTIGT negativt af dette indgreb, hvilket talrige danske og internationale studier, også påviser.

Læs mere om hvad anbringelser gør ved børn og forældre her.

Psykolog Henry Drøscher skriver bl.a:

“Et sundt barn, der har en tryg tilknytning til sine forældre og dermed til sit hjem, vil betragte hjemmet som den sikre base, hvorfra barnet kan udforske sin verden. Anbringes dette barn hos en plejefamilie, så vil barnet derfor udforske denne verden. Det vil roligt søge at lære denne verden at kende og blive fortrolig med den. Barnet vil suge alt nyt til sig for at udvikle sig.

Når barnet efter to, tre eller måske fem uger har lært denne nye verden at kende. Når det er blevet fortrolig med denne nye verden, og det oplever, at det har lært, hvad der er at lære, så vil barnet helt naturligt søge tilbage til sin trygge base. Det vil gerne hjem til sit eget hjem og til sine forældre.

Hvis barnet nu får at vide, at det ikke må komme hjem til sine forældre og til sin trygge base, så vil barnet naturligvis blive voldsomt frustreret. Det vil føle sig fanget og truet på sin eksistens. Derfor vil barnet også reagere ved, at det nu begynder at udvise en naturlig frustrationsadfærd.”

Det skal selvsagt tages LANGT mere alvorligt, at anbringe børn udenfor hjemmet, end tilfældet er. Sagen skal behandles etisk forsvarligt og aldeles alvorligt, på linje med en drabssag. Så voldsomt et indgreb er det!!!

Sagen skal naturligvis sikres oplyst helhedsorienteret, fagligt kvalificeret af erfarne, professionelle socialrådgivere mm – og være veldokumenteret og lovformeligt udformet ifht endelige indstillinger og afgørelser.

Retssikkerheden skal være i top for forældre og børn. Indsatsen omkring familien skal skærpes mhp hjemgivelse om muligt. Relation og samvær mellem barn og biologisk familie skal søges bevaret, styrket og udviklet gennem anbringelsen. Formålet skal være at rette op/ kompensere – så barnet opnår optimale forhold. Allerhelst om muligt, hos de forældre, det hører til hos – eller i så tæt kontakt med dem/ anden biologisk familie, som muligt.

Det må da være et minimumskrav, til et så alvorligt indgreb.

Men i realiteten ses der mange sager, hvor det kan konstateres at dette grundige arbejde IKKE er udført – og at mængden af fejl og forkerte oplysninger er så stor, at der som minimum burde udarbejdes en ny § 50 undersøgelse i sagen.

Desværre afslår mange kommuner at erkende disse fejl og lave deres arbejde om. Taberne bliver mest af alt, de her familier og børn. Men også kommunerne taber på ikke at gøre arbejdet ordenligt. Som samfund og som befolkning taber vi alle lidt hver gang en kommune, ankesystemet eller retssystemet blåstempler graverende fejl og forkerte oplysninger – vores retssikkerhed høvles skridt for skridt, længere ned, for hver gang det sker. Men desværre sover de fleste videre i deres tornerosesøvn, til det rammer dem selv eller nogen de kender og holder af 😦

Læs mere om hvad anbringelser gør ved børn og forældre her.

One thought on “Anbringelse udenfor hjemmet uden samtykke er en MEGET alvorlig beslutning – men behandles det sådan?

  1. Vi er som familie desværre kommet ud i at en underretning fra egen læge ment som hjælp til at stille kommunen til ansvar over for ankestyrelsen for manglende støtte til min datter som lider af angst og ocd er endt ud i en tvangsfjernelse af min datter…. for at kunne give hende hjælpen nu . Vi er dybt rystet og chokeret. Mit barn er blevet svigtet af det samfund som jeg betaler skat til,bidraget til og igennem lovgivningen har ret til at søge hjælp hos. Løsningen er at de nu vil stjæle mit barn fra mig fordi jeg ikke har de fornødende personlige ressourcer, hvilket er en påstand da de ikke har lavet en undersøgelse. Jeg kan vælge at samarbejde eller lade være for samfundet kommer og stjæler mit barn fra mig. Tænk sig , at man tror at man hjælper et barn ved at fjerne det fra dets familie og dets rammer med kærlighed og omsorg. Og så et barn der er så angst i forvejen. Det er systemet og vi får dem aldrig til at indrømme de fejl de laver . Men de ødelægger menneskeliv og det burde være strafbart.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s